Det er ok at vise svaghed

Da jeg startede på mit projekt ”ny krop på 100 dage”. Forventede jeg at nogle ting ville ændre sig, og jeg faldt klart i fælden et par gange. Den der fælde med at tænke når bare jeg er slank ser verden anderledes ud og alt bliver godt. Jeg bliver mere udadvendt, gladere osv. osv.

Jeg er slank nu og verden ser MEGET anderledes ud. But I´m sorry to say – det har intet at gøre med min krop. Det er alt det der er sket i mellemtiden. At tabe sig er jo desværre ikke altid bare et spørgsmål om at lukke munden og lette røven. Vi har jo alle sammen nogle ting der gør, at vi fastholder os selv i gamle mønstre, hvis vi ikke er opmærksomme på det.

Nogle finder tryghed i at spise. Nogle finder tryghed i at kæmpe en kamp med sin krop hver eneste dag ( jeg var en af dem). Og nogle i noget helt tredje.
Da jeg først havde indrømmet overfor mig selv at jeg havde mistet kontrollen, stoppede med at skyde skylden på ydre faktorer, og fik tillid til at det skulle jeg nok klare, så skete der noget. Espens ord ” Du skal ikke lade omstændigheder du ikke kan styre, definere hvem du er” giver stadig genlyd hver eneste dag.
Jeg tror ikke, at der var nogen i min familie der troede på at jeg ville gennemføre. For det der med at starte på en slankekur har jeg gjort 100 gange før. Jeg fik absolut ingen støtte fra nogen ( YES I SAID IT), men det gjorde bare min vilje stærkere. Dét sammen med indsigten om at jeg med vilje havde behandlet min krop dårligt i lang tid ændrede noget fundamentalt. Der gjorde at det ikke blev en option at falde i. Klart at jeg nogen dage arbejdede mere for sagen end andre, men det er og bliver aldrig en mulighed at behandle min krop dårligt igen.
Jeg indså, at jeg havde løjet overfor mig selv i lang tid. Løjet mig glad for min krop, glad i mit forhold, tilfreds på jobfronten. Sandheden var (og er delvis stadig ) at jeg var/er ude hvor jeg ikke kunne bunde på alle fronter! Og den allervigtigste ting jeg indså er, at jeg bærer rundt på en kæmpe sorg. Èn ting er sorgen over at have mistet Max Emil, men en anden ting er sorgen, over ikke at have fået flere børn. Det barn vi altid har ønsket os, og blevet den familie vi gerne ville sammen med vores 2 andre børn.  Jeg var bange lige efter Max´død, sur på min krop. Jeg tænkte den var svag, men jeg ærger mig i dag gul og blå over at vi ikke fik en baby kort tid efter.
Der er stadig mange ting jeg er i tvivl om, og der er kapitler af den her historie der ikke er skrevet færdige, og som jeg ikke kan forcere. Men jeg har lært noget om mig selv. Og det er vigtigt. Jeg er ikke sej! Jeg får intet ud af at spille sej! Jeg kan sagtens narre andre, men det eneste jeg opnår er at de tænker ”hun har styr på sit shit, og kan klare sig selv, hende lader vi passe sig selv”.
Jeg har fundet ud af at det er ok at vise svaghed, når man ikke føler sig stærk, at bede om hjælp når man ikke kan se lyset, og mest af alt være ærlig overfor sig selv og andre omkring hvordan man har det.

Det er ok at vise svaghed, efter min mening er det stærkt!

Det er mors dag og derfor tænker jeg på Max. Men nu skal jeg fejres af min seje datter og hendes kæreste Oliver. De skal lave frokost til mig og Olivers mor. Varte os lidt op.
Husk – der er lyspunkter i enhver tåge ( og måske lidt vin)

Related Posts

Discussion about this post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *