Osteklokken

Det er sjældent man opdager at man har været i en osteklokke, før der rent faktisk er én der smadrer glasset, så der går hul, og der lige pludselig kommer en masse ilt til hjernen…. Ja og til alle mulige andre steder, der er visnet og måske endda døde.

Selv når folk siger: Du er i en osteklokke. Jeg kan ikke mærke dig, ikke nå dig og næsten ikke se DIG mere. Ja, så hører du det ikke. Du er jo inde i klokken i din egen lille verden. Hvor ingen kan nå dig.

Hvordan du er kommet derind, kan du måske ikke rigtigt huske. Mange ting som dårlige oplevelser, sårede følelser, uindfriede forventninger, dårligt selvværd og bristede drømme kan lokke dig ind i klokken, hvor der er trygt og godt, og du er beskyttet mod alt dårligt. Problemet er bare, at livet går videre udenfor klokken, og du går også glip af alt det gode. Måske banker folk på klokken engang i mellem for at se om der er liv i dig, og om du har lyst til at komme ud. Du kommer måske hen til glasset kigger ud men er ikke klar. Og et enkelt hak i næsen, og du trækker dig tilbage.

Når glasset på et tidspunkt går i stykker – og det tidspunkt kommer – tro mig. Så er du tvunget til at komme ud og det kan være en voldsom oplevelse. Hvis du er rigtig heldig, revner det bare at ukendte årsager, hvis du er uheldig smadrer andre glasset for dig og tvinger dig frem.

For mig var det en kombination. Der gik lige så stille og roligt hul på glasset i min klokke da jeg var I Puerto Rico. Og set i bakspejlet, med de informationer jeg har nu, var det et sammenfald af mange ting der gjorde at jeg kom ud lige præcis der.
– Et sted på den anden side af jorden beviste, at verden er smuk hvis du ser den.
–  Mødet med fantastiske mennesker der ikke kender min historie, men så mig som jeg var lige der i dét øjeblik, og stadig synes jeg var fantastisk.
– En ukendt klang i stemmen på ham jeg elsker allermest
– Og en følelse af at stå lige midt i paradis, men stadig være lukket inde.

Jeg besluttede d. 26 januar 2017 på vej hjem fra Puerto Rico at nu skulle det være slut, og her skrev jeg indlægget smid bagagen.

Der blev starten på den rejse jeg har været på de sidste 80 dage. Det der startede som en livsstilsændring med vægttab, udviklede sig til selvransagelse vedr. karriere  – og endte med at konsekvenserne for at have været lukket inde i klokken så længe meldte sig. Folk udenfor var videre. Mine venner havde opgivet mig lidt, det samme havde familie og min kæreste var et andet sted.

Så nu står jeg her 80 dage senere – slankere, klogere og med stadig blødende sår fra den kamp jeg har kæmpet.

Jeg er alene – og jeg skal finde ud af om jeg skal gå til højre eller venstre. En ting er sikkert. Jeg skal i hvert fald ikke lige ud, ned af samme sti som tidligere.

Wish me luck!!

Related Posts

5 Discussion to this post

  1. Jannie siger:

    Wow Marianne. Sikke et indlæg, så flot og så modigt. Jeg har lidt svært ved at tolke, hvordan du har det med at være ude af klokken, men jeg ønsker alt det bedste for dig og dine. Du skriver, at du er alene og jeg ønsker for dig, at der er nogen til at holde om dig, når du har brug for det – og lige så længe, som du har brug for.
    Uanset om du går til højre eller venstre, så vil der være gaver og opgaver til dig. Jeg tror desværre ikke, at der findes landkort til den slags rejse, som du er på.
    Varme tanker, knus Jannie

    • Marianne siger:

      Hej Jannie – Jeg er glad for at være ude af klokken… luften er bedre herude. Men det er også tid til at se realiteterne i øjnene og det kræver sin mand … eller kvinde. Tak for din besked

  2. Ann siger:

    Good luck 🙂
    En klog dame sagde på et tidspunkt til mig: “Det at kunne klare alting er ikke at være stærk. Det at turde at være sårbar – det er at være stærk.”
    Den sætning kom jeg til at tænke på, da jeg læste dette post.
    Du turde at træde ud af din klokke og gøre dig sårbar. Det viser styrke!! Det lyder til, at du nu står midt i alt det, som livet har at byde på – på ondt og godt!
    Good luck med at finde din videre vej – om den bliver til højre eller venstre, det ved kun du.
    Og kommer du til at tage et forkert skridt indimellem på din videre vej – så mind dig selv om, at du er et menneske, som begår fejl ligesom alle vi andre;-)
    Ved hvert skridt du tager på din videre vej så husk; at turde at være sårbar, det er at være stærk 🙂

    • Marianne siger:

      Hej Ann
      Lige nu prøver jeg bare at ” være” og det jeg er lige nu er sårbar. Jeg håber , atjeg bliver noget andet også. Og ja klart jeg kommer til at snuble på min vej.

  3. Ann siger:

    “Bare” at være er ikke altid nemt – MEN samtidig kan det være utroligt smukt og levende “bare” at være.
    – Sådan som du beskriver din oplevelse i Puerto Rico.
    Jeg tror, når vi formår “bare” at være, så lever vi livet fuldt og helt.
    Når du har fundet dig selv og din plads udenfor klokken, så er jeg sikker på, at udover din sårbarhed så ser du, at du er og besidder så meget “andet”.
    Den proces, du har sat i gang, viser, at du har styrke og er stærk!
    Spændende hvor dine veje fører dig hen……
    Jeg ønsker dig good luck og glæde på din videre vej 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *