Tysklands update – Hele følelsesregisteret igennem

Annonce – Jeg var inviteret af Rejselandet Tyskland og Mecklenburg-Vorpommern

Jeg sidder her på mit hotelværelse i Schwerin og har gang i at oplade billeder, og skrive en hel masse om det jeg har oplevet. Jeg bliver dog nødt til at fortælle om min dag i går. En af de dage hvor man ligesom er hele følelsesregisteret igennem. Jeg var på 10 timer igennem det at være irriteret, frustreret, imponeret, overrasket, nervøs, lettet og tilfreds. Plus det løse.

Det startede da jeg skulle rejse fra Rostock mod Schwerin, hvor jeg bad en sød receptionist på Motel One ( som i øvrigt er et fint, enkelt og lidt trendy hotel) kigge på min booking på telefonen hvor den glider ud af hænderne på ham og lander på et betongulv. Skærmen ser meget mærkelig ud og det er nærmest umuligt for mig at bruge telefonen resten af dage. Det er her jeg bliver irriteret. Jeg er egentligt af den overbevising, at man ikke skal græde over spildt mælk og materialle ting. MEN jeg bruger jo den telefon til at tage billeder med og mindst lige så vigtig, til at finde vej med. Og lige med et, selvom jeg egentligt godt vidste hvor jeg var,  og hvor jeg skulle hen, blev jeg vildt frustreret over, at jeg ikke kunne orientere mig via telefonen, tjekke mit program osv. Så det endte med, at jeg tog sporvognen i den forkerte retning. Jeg var heldigvis i meget god tid så da jeg efter en 6 – 7 stop og takket være den byrundtur jeg fik dagen forinden, ku se at den var gal, havde tid nok til at komme over i den anden side og så til togstationen. Så er dagen ligesom i gang ikke….

Jeg ankommer til den smukke by Schwerin og checker ind på et meget lækkert og hyggeligt hotel Weinhaus Uhle. Jeg skal hurtigt mødes med en dame fra turistinformationen, som skal give mig lidt info om byen og billetter jeg skal bruge til forskellige ting.  Jeg er lidt presset med tiden, og løber ud på hovedgaden, hvor jeg synes jeg kan huske den cafe ligger og kan ikke finde den. Jeg løber op og ned ad gaden i 20 minutter, hvorefter jeg går hjem på hotellet og spørger hvor jeg kan finde Miss Törtchen. Den ligger lige overfor!!  For h****** Man gør altid lidt grin med, at de er punktlige i Tyskland, men det ER de. Og selv om hun smilede og var sød, så tænker jeg at hun synes jeg var lidt en “sjuskedorte” sådan at komme 20 minutter for sent når jeg nu boede på hotellet lige overfor.

Jeg kommer på en guidetur gennem byen og alt er fint. Lige bortset fra at jeg ikke kan tage billeder af de ting vi ser ( jeg har været rundt i dag og tage dem – I slipper ikke). Efter turen kører vi ind i Slotshaven for jeg havde jo sagt ja til at medvirke i et indslag om den Food Festival der er i Schwerin lige nu. Jeg møder tv-produktionen og bliver briefet omkrig det interview de vil lave. Det skal omhandle mit arbejde som madblogger, og hvis jeg har lyst til at komme ind på forskelle mellem tyske og danske retter i de forskellige regioner er det fint…. Øh ok. Det er her jeg rent faktisk bliver meget overrasket og så lidt nervøs.

Nu er der nok nogen der tænker: “Ej men her kunne du da lige sige, at du hovedsageligt er rejseblogger der skriver om destinationer og maden på destinationerne, men sådan specialist i egnsretter er jeg ikke.”  MEN det gør jeg ikke, jeg tænker vil de ha´ madblogger –  så skal de få madblogger ( og efter alt jeg har spist de sidste dage er titlen fortjent.. når jeg altså har skrevet om det).

Jeg prøver at få fat i min ven Mikkel, som ved en hel masse om mad, restauranter og den slags trends. MEN telefonen er jo i stykker. Det eneste jeg kan er at tale med Siri ( I ved nok på Iphone), og jeg siger “ring til Mikkel”. Jeg kender åbenbart flere der hedder Mikkel, for jeg får fat i alle andre end dén rigtige Mikkel. Jeg må give op da produktionen finder ud af at de godt lige vil lave et indslag, hvor jeg lige sidder ved et bord med noget mad og vin, og lader som om jeg skal i gang med det helt store festmåltid. Det skal jeg IKKE, for jeg har lidt kvalme ved tanken om at falde helt igenne på tysk tv. Gode råd er dyre, så jeg beslutter mig for at charme værten og på den måde få lov til at styre samtalen lidt hen imod noget jeg ved noget om….Inden da får jeg løbet lidt rundt til forskellige madboder for lige at høre om der er noget de gerne vil ha jeg fremhæver. Det er der… men desværre på tysk og med mit gebrokne skoletysk, må jeg tilbage til planen med værten. Jeg var så lettet da det var overstået, og fejrede straks med et glas vin ( tænk at jeg var så nervøs inden, at jeg ikke kunne drikke vin).

I skrivende stund afventer jeg klippet fra TV, og vi må se hvad det er blevet til. Jeg kan knap huske hvad han spurgte mig om, andet end hvad forskellen var på dansk og tysk mad,  og jeg fik sagt noget om at vi jo stadig lever i de kolde lande ( flot obesrvation ) så madkulturen ikke er så forskellig, men at tyskerne virker mere passionerede omkring det. Måske er det ikke sandt, men de blev i hvert fald glade de tyskere der hørte det 🙂

Sidst på dagen skulle jeg spise på hotellet Weinhaus Uhle, hvor jeg bor som også har en lækker gourmetrestaurant af samme navn. Og jeg blev placeret i et hyggeligt hjørne bag pianisten, og spurgt hvad jeg ville spise og drikke ( mere om den oplevelse i næste indlæg). OOg med mad i maven og info omkring hvor jeg kunne få lavet min telefon gik jeg tilfreds i seng.

P.S Lige et spørgsmål tror i mænd er igennem  hele følelsesregisteret på én dag som kvinder

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

Related Posts

2 Discussion to this post

  1. Mette siger:

    Nej, det tror jeg ikke de er 🙂

  2. Kamilla siger:

    Det tror jeg de er, men du får dem ALDRIG til at indrømme det 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *