Restaurant Trio// En fin efternøler - Travel Junkie

Restaurant Trio// En fin efternøler

Om Trio er lillesøster, kusine eller et helt 3 familiemedlem til A.O.C og No. 2, er hun i hvert fald en rigtig fin efternøler.

Lige siden åbningen sidste år har jeg gået og lavet lidt “corner eyes” efter Trio. Og efter at have måtte melde afbud til en Winemakers dinner netop på Trio, har jeg været ekstra opsat på at komme afsted. Så det var med høje forventninger, da jeg satte min veninde Carina Due i stævne på Axel Torv (eller dvs. hun råbte HØJT at hun ville med).

Jeg er jo sådan lille sucker for detaljer og elsker bare det at man tager elevatoren uden PÅ Axel Towers, kører op og træder lige ind i baren og møder den gode stemning med et brag.
Vi besøgte Trio en torsdag aften, og der var et dejligt buzz fra mennesker i baren, hvor vi indtog vores velkomstdrink sammen med  Trio Appetizers, som var både velsmagende og smarte i designet. Vi følte os lidt som et par verdenskvinder lige der på toppen af en bygning lige midt i København, og vi blev faktisk også behandlet som sådan. Så inden jeg begynder at vise maden, bliver jeg nødt til at skam rose betjeningen, lige fra værtinden der bød os velkommen og tog vores overtøj, til det sjove og underholdende team der serverede og fortalte om maden, og ikke mindst den dygtige køkkenchef Simon der var så sød at vise os rundt i køkkenet og resten af lokalerne da vi var færdige med at spise. At vi så udspurgte ham om ALT efterfølgende, lige fra hvor han havde arbejdet før, brunchreferencer og kærlighedsliv…. Ja måske var det vinen eller det faktum at jeg kender hans kæreste, der gjorde at vi følte at det var absolut passende. I hvert fald fortjener de alle en kæmpe ros for en betjening ud over det sædvanlige.

Trio er sådan et sted hvor alle kan føle sig godt tilpas (altså med mindre de virkelig er opsat på noget andet) Om det er veninderne, de nyforelskede (der er så lige en detalje med lyset her vi skal tale om) eller forretningsforbindelsen, så har stedet en vibe og en betjening der kan fange en stemning der passer til alle. Og det er faktisk sjældent at en restaurant kan det, og virkelig dejligt med en anbefaling man kan give videre til de fleste ( ikke småbørnsfamilierne).
Vi havde selvfølgelig en ”fest” for det var vi opsatte på, og trods det at min “date” Carina ikke følte sig ambitiøs nok til at gå i krig med vinmenuen, så spiste hun rub og stub, ja nærmest slikkede tallerknerne med mad. Hvilket i sig selv er en bedrift for sådan et lille menneske. Jeg smagte hele menuen inkl. vinmenuen for at få den samlede oplevelse, og det var helt sikkert det rette valg.

Maden

Vi spiste 7 retter og jeg kan se at flere af dem stadig er på menuen. Der bliver hele tiden skiftet ud og udviklet så råvarerne er perfekte og passer til årstiden og der var flere favoritter imellem. Men de små pandekager med stenbidderrogn og 48% ( JA) samt brislerne var favoritter. Og ja hvem havde troet jeg ville få den slags forhold til brisler. Men lavet rigtigt og med en vis  portion finesse  ( son jeg i øvrigt ikke besidder) er det virkelig lækkert og en af dén slags retter man kun spiser på en god restaurant!

Ja Carina VAR opgivende på de 3 glas vin samt hendes velkomstdrink, men selvfølgelig kun for at lave plads til de næste søde retter. Hun kørte den klassiske med hvid til fisken, rød til kødet og så en lille laber portvin til desserten.
Jeg smagte hele vinmenuen med ny vin til hver ret. Jeg føler mig dog stadigvæk på ingen måde klar nok i spyttet til at sige noget særlig klogt om de vine jeg drak. Det var de til gengæld rigtig gode til på Trio, men jeg kan sige at ud af alle de udsøgte vine jeg fik, var favoritterne klart boblerne først, den Pinot Noir jeg fik til den første kødret og så Riesling til dessert. Så jeg lærer lidt hele tiden – især om min egen smag, og er nået frem til at jeg foretrækker noget syrligt først til de lette salte retter, så noget let som modspil til de lidt tungere ting og sødt til sidst.

Og bedst som vi troede vi var gennem menuen, kom der lige et par Espresso Martini´s og et par flødeboller på bordet ind fra siden – nok ment som en kærlig knock out. Jeg havde ikke noget på med elastisk kant, hvilket selvfølgelig er en kæmpe fejl, og det er bare en af den slags småting man lærer hen ad vejen.

Det er nemt at komme til at sammeligne Trio og No. 2, fordi jeg inden for få uger besøgte begge restauranter med samme ejere, men det synes jeg slet ikke man kan eller skal. Jeg har fået dejlig mad og haft godt selskab begge steder, men faktisk to helt forskellige oplevelser. På No. 2 havde jeg en følelse af at sidde et andet sted i verden, Cool og casual i London måske og det elsker jeg. Nogle timers virkelighedsflugt er altid velkommen hos mig.
På Trio, med udsigten over København, havde jeg en følelse af at være lige præcis der hvor jeg var, nemlig på toppen af København.
Restauranten er for øvrigt i 3 etager og har helt sikkert Københavns bedste udsigt – OGSÅ fra toilettet. Og når man er sikker på at få god mad, ja så er det jo en smagssag hvilken stemning og hvilket selskab man vil være i. Jeg tænker sjældent på sofaens design eller kunsten på væggen. Jeg mærker følelsen stedet giver mig, og det er dén der er med til at bestemme om jeg kommer igen.
Trio vi ses snart!

Se menuen og book dit bord her

Læs om mit besøg på Restaurant No. 2 her

 

 

marianne
Related Posts

Discussion about this post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *