Spis i Cannaregio del. 1 // Rialto markedet - Travel Junkie

Spis i Cannaregio del. 1 // Rialto markedet

Først og fremmest – fedt at få lov at være lidt med her på Traveljunkie. Danmarks supersite for alle jer, der elsker at fordybe jer i og lade jer inspirere af rejseoplevelser. Mit første indlæg skal naturligvis handle om min yndlingsby – Venedig – og hvor du finder de gode steder at spise, som de andre ikke har opdaget endnu. Jeg er nemlig hende, der tjekker menukortene, før jeg booker en rejse …

Da jeg besøgte byen første gang for 12 år siden, følte jeg mig hjemme med det samme. Barcelona og Berlin har lidt af det samme laid-back vibe – men jeg kunne seriøst bo i La Serenissima og være lykkelig.
Det er så IKKE lige på Markuspladsen og luksushotellerne til Canal Grande-mundingen, at jeg føler mig forelsket – her vrimler det med væg-til-væg turister, bannerbærende guides og pizzamenuer på kinesisk.


Cannaregio. Nyd Venedig som venezianerne gør det

Næh, mit favorit-hood er Cannaregio. Det er Venedigs ældste bydel, her hvor de fleste lokale selv bor. Pånær Lista di Spagna – gaden fra togstationen mod Markuspladsen, hvor turisterne trækker deres kufferter – er her roligt, afslappet … og ubeskriveligt smukt. Det betyder ikke, at der mangler steder at gå ud – tværtimod. Du bliver bare ikke tørret på samme måde som i gondolerne.

For en madentusiast som mig er Venedig vidunderlig. Selv om det ikke ligger i Cannaregio – men lige overfor: Und dig først og fremmest en tur på Rialto-markedet, og du skal endelig gøre det tidligt om morgenen, før der er fyldt af mennesker.

Der er fiskemarkedet, glinsende i sølv, hvidt og lyserødt af alt, hvad du kan forestille dig fra havet: kæmpestore oversavede tun og sværdfisk, stabler af jomfruhummere og kæmperejer, hvide bløde fileter af tunge, spande med små grøngrå krabber, der skrabler rundt, bunker af utroligt store fløjlsbrune krabber, net med snirklede konkylier, fingerlange sølvbarrer af ansjoser og naturligvis polpo – blæksprutter i alle former og størrelser.

Med duften af fiskeblod og tang i næsen kan du tage 2 skridt og så står du på grøntsagsmarkedet. Her er farvepaletten taget totalt i brug, for du kan få alt, hvad du overhovedet kan forestille dig. Man bliver næsten vegetar af at se 5 forskellige slags nyligt soltørrede tomater, store rillede og små faste friske tomater og bundterne af peperoncini i lysende rødt og orange.

Tændstiksbjerge af skarpt grønne bønner. Artiskokker i dunkel lilla – og med allerede skrællede og pillede hjerter, der skvulper hvidgrønne rundt i en let saltlage. Brune og gyldne svampe i arter og mængder, du aldrig ser i Danmark. Sprøde æbler og perfekte håndfulde af clementiner med fine blade på. Kandiserede frugter og blomster som små juvelindslag mellem poser med krydderier og pyramider af bølgende salatblade. Aflange, spidse mørkeblå druer – og små gulgrønne grimme druer, der eksploderer af saft og sødme i munden på dig, når den ivrige stadeholder tvinger dig til at smage.

Udover, at det er sindssygt instavenligt (mange af mine billeder her er faktisk 12 år gamle, og det er KUN blevet bedre), så slår man straks over i gastronomi-tilstanden. Man finder på retter på stedet, og hungrer efter bare en lille køkkenniche til at udnytte den vidunderlige overflod. Er du på hotel, så køb frugt med til at spise på værelset – og masser af de soltørrede tomater og pepperoncini til kufferten og dit danske køkken. (Se, hvordan du bruger ingredienserne i en original venetiansk opskrift på www.nyddetnu.dk)

 

Klos op af grøntsags-staderne finder du hesteslagteren og parmesan-huset, hvor jeg også har fået vakuumpakket herligheder til at sikre overvægten på vej retur. Og så skal du gå ind i de små gyder lige bag, få en kop stærk italiensk kaffe stående ved en lille disk, og gå et smut ind i den gamle specialbutik Mascari, hvor du får den friske høst af hasselnødder og valnødder, ristede hvide mandler med salt og kandiserede kastanier. Hele butikken og vinduet er som en Aladdins hule møbleret fra gulv til loft med kulinariske herligheder – i store glasbeholdere og sydeuropæisk spraglede æsker. Og gå lige gennem en lille døråbning ind til bagbutikken. Så kommer du ind til mørke rum fyldt med gode italienske vine til forbløffende rimelige priser. De kan også helt problemfrit købes med til at drikke en doven tidlig eftermiddag, når du hænger ud af dit vindue og kigger på trafikken på kanalen.

 

To be continued……

 

Hannah Lund
Related Posts

Discussion about this post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *