Den dér dag der kommer hvert år. - Travel Junkie

Den dér dag der kommer hvert år.

Jeg tuder meget og let og heldigvis for det da. Tænk hvis alt det der sådan foregår inde i mig ikke kom ud. Det gør det så i form af tårer og råb men også smil og latter.

Jeg tuder altid ekstra meget i dag, dagen før min fødselsdag, og på trods af at det kunne være pga. hængerøv og rynker i ansigtet og bare sådan almindeligt fordærv, så er det selvfølgelig også fordi det er Max Emil´s fødselsdag. Det har jeg skrevet ufatteligt meget og det skal ikke fylde mere her, men jeg vil bare frem til pointen om at det ikke er “farligt” at græde. Det er sgu enormt befriende og jeg forstår ikke hvorfor nogle mennekser ( især mænd) er så skide bange for det og jeg har lært at “embrase” denne dag så godt jeg kan ved bare at lade det fylde det det nu fylder og bare lukke damp ud.

Hvis jeg sådan lige skal gøre status over mængden at tårer jeg har smidt det sidste årstid siden min sidste fødselsdag så er det nok mere end på et gennemsnitligt år. Der har sgu været mange frustrationer især pga. af Jans sygdom og frygten for at miste ham også. Men jeg tænker også lidt at alle de tårer er vejen ud af frustrationerne og bekymringerne. Jeg ser det altså lidt som en nødvendig ventil man er nødt til at bruge, så der ikke kommer overtryk indeni.

Jeg er helt klart bedre til at græde en til at grine, og ligeså nødvendigt det er med tårer, ligeså vigtigt er det med latter. Jeg har tit tænkt mon jeg nogensinde bliver sådan rigtigt glad igen, og jeg arbejder på det hver dag for det er sgu mit eget ansvar. Egentligt synes jeg det er drøn uretfærdigt med alt det lort der er sket i vores familie, men jeg har fundet ud af at der kommer ikke nogen og reder os. Vi er nødt til at redde os selv. Så vi svømmer allesammen det bedste vi har lært og en gang imellem er der en af os der lige har brug for en redningsvest, og så tager vi det med.

Og jeg kigger mig også rundt omkring og indser at alle folk går og roder med noget. Jeg ser folk på Rigshospitalet, der ikke ved om de klarer den, være glade og hygge med familier. Jeg ser min træner der mistede tvillinger i efteråret være positiv og arbejdsom, mens jeg tænker hun er den sejeste i hele verden (jeg lå i fosterstilling i et år).

Jeg har sgu meget at være glad for. Jeg har den sejeste familie, der jo trods alt har gennemgået samme forløb som mig, og stadig er i stand til at grine og nyde livet. Familie – Lad os lave den aftale at I skal være bedre til at åbne op og lukke luft ud ( I behøver ikke græde hvis I ikke har lyst), og jeg skal være bedre til at grine og føle at det er ok at have det sjovt. Dem vi elsker og savner kommer ikke tilbage ligemeget hvordan vi har det. Så lad os få det bedste ud af det.

Josephine, Alberte og Jan I er fucking seje!!!

 

 

 

 

marianne
Related Posts

Discussion about this post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *