Sidste år er længe siden - Travel Junkie

Sidste år er længe siden

Jeg har kæmpet med det her indlæg i et par dage. Jeg har ikke rigtigt kunne finde ordene. Det skulle være udkommet for et par dage siden. I søndags under ”Serene Sunday” specielt fordi det var den 25. marts som sidste år var den dag det hele faldt på gulvet.

Men nogen gange er der en mening med galskaben, og en episode i går fik mig til at ikke bare at huske alt det der er sket det sidste år, men faktisk også til at indse, hvor langt jeg (og Jan) er kommet, og dermed ændre vinklen på indlægget en lille smule.

Lad mig starte med episoden. En lidt presset mandag med en masse deadlines der skal nåes, og samtidig en vigtig lægesamtale omkring Jans status, fremtidsudsigter og behandling.
Jan har aftenen inden sagt til mig at der nok lige skal lidt luft i forhjulet på vores Fiat. Vi har tidligere haft lidt problemer med at den taber luft. Jeg kører fra Bredgade og op til Rigshospitalet, og synes godt nok den trækker lidt på rattet men først da jeg kører ind på parkeringspladsen og en dame peger på dækket som havde jeg kørt noget over, forstår jeg at bilen ikke bare er flad men helt punkteret sådan for alvor. På hospitalet er de forsinkede og vi venter flere timer på samtalen, og da vi endelig kommer ned til bilen er alt luft forsvundet fra dækket. Vi får den hen på nærmeste tankstation og prøver at fylde luft på osv. men det skib er sejlet. For at gøre historien kort og komme frem til pointen, så tog det fra jeg kørte hjemmefra og til jeg var tilbage 6  igen timer. Vi skulle til Fiat, hente reservehjul, vente på at de lappede hjulet, som så ikke kunne lappes alligevel osv. osv.

Pointen –  Før vores brud, før Jans sygdom ville denne dag have medført skænderier, lige fra hvis skyld det var at bilen punkterede, til hvis job der var vigtigst, hvem der egentlig gik glip af mest, og hvem der skulle fikse tingene.
Det skete sket ikke i går vi grinte af det, spiste en fransk hotdog (ok det var kun Jan ) på tanken, og accepterede bare at den dag gik med det og at vi begge missede ting vi skulle.

Sindssygt at der skal brud og livstruende sygdom til at få en rusket ud af den livsbane man kører i nogen gange – Ikke desto mindre er det sandt og det der er sket i vores tilfælde. Lige da vi havde fundet hinanden igen, lige før Jan blev syg var jeg stadig træt og bitter – hold nu kæft hvor var jeg bitter, og skulle hele tiden kæmpe med mig selv om at holde fanen højt og tænke fremad i stedet for at svælge i gamle mønstre og tænke på alle de episoder der væltede læsset og ikke mindst placere skyld et sted- ja helst på Jan. Det gider jeg sket ikke mere. Jeg har nemlig fundet ud af at det er ikke Jans job at gøre mig hverken lykkelig eller ulykkelig. Dem må stå helt for egen regning, og man må jo finde ud af med sig selv hvad det er for nogle ting man vil have i sit liv, og hvilke der skal fjernes.

Måske var selve grunden til vores brud faktisk en gave – bare i en ucharmerende og grim indpakning og måske er Jans sygdom den lære der skal gøre at vi fremadrettet bibeholder alle de gode intentioner vi havde fra starten. Jeg ved det ikke, måske er jeg klogere næste år.

.P.S Prøv for sjov at tænke på sidste gang din bil punkterede, dengang i missede flyet til Nice eller da både hund og barn brækkede sig på gulvet samtidig med at håndvasken løb over. Hvordan gør I når sådan en situation melder sig?



marianne
Related Posts

Discussion about this post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *